Fantastisk Børnehavebold: En guide til foreninger, der ønsker at samarbejde med børnehaver om et forløb med boldaktiviteter

26. september 2023

I samarbejde med Odense Kammeraternes Sportsklub (OKS) og med støtte fra Odense Kommunes Folkeoplysningsudvalgs Udviklingspulje har FIIBL netop færdiggjort en guide til forløbet Fantastisk Børnehavebold. Guiden indeholder en beskrivelse af, hvordan foreninger kan planlægge og facilitere legende boldaktiviteter i samarbejde med lokale børnehaver.

Med ambitionen om at anvende boldlege og -aktiviteter som et redskab til at fremme motorisk udvikling og skabe glæde ved bevægelse blandt børnehavebørn, blev Fantastisk Børnehavebold udviklet.

Formålet er – gennem et samarbejde med lokale børnehaver – at inspirere flere børnehavebørn til at gå til fodbold i fritiden, hvor der er fokus på legende og inkluderende boldaktiviteter sammen med andre børn.

I 2023 afholdt OKS det første forløb for seks børnehaver. Guiden er baseret på de erfaringer og indsigter, der blev indsamlet under det første gennemførte forløb, samt observationer og interviews af og med børn, trænere og pædagoger.

Inspiration og hjælp til foreninger
Formålet med guiden er at inspirere og hjælpe flere foreninger til at arrangere forløb med børnehaver. Den består af gode råd og erfaringer med forskellige aspekter af forløbet, herunder planlægning og forberedelse, selve gennemførelsen, konkrete boldlege og -aktiviteter samt strategier til at rekruttere børnehavebørn og deres forældre til foreningen.

Du finder også en konkret struktur til selve afviklingerne og 7 Gyldne Råd til Børnehavebold.

Fantastisk Børnehavebold

Udarbejdet af Laura Milsø Stephensen & Marie Lillelund

Kontakt

Laura Milsø Stephensen / lstephensen@health.sdu.dk
Lars Breum Christiansen / lbchristiansen@health.sdu.dk

Scroll to Top