Linjefaget har størst betydning for elevernes valg af idrætsefterskole

9. september 2022

Linjefaget vægter højest, når de unge skal vælge en idrætsefterskole, viser ny undersøgelse fra FIIBL. På de næste pladser kommer idrætsfaciliteter, det idrætslige niveau og omtale fra familie og venner.

I august 2022 startede 32.447 unge mennesker på en efterskole. Det er igen rekordmange, der vælger af tage et år på en efterskole, og for mange kommer idræt til at fylde en stor del. Men hvad ligger de unge, der tager på idrætsefterskole, egentlig til grund for deres valg af efterskole?

Det kan vi nu sætte lidt lys på i dette indlæg på baggrund af resultater fra Idrætsefterskoleundersøgelsen 2022.

Linjefag, idrætsfaciliteter og idrætslige niveau er vigtigt
Undersøgelsen afslører, at eleverne i høj grad og i nogen grad vælger en idrætsefterskole på baggrund af skolens linjefag (89%), skolens idrætsfaciliteter (84%) og skolens idrætslige niveau (78%).

På mange idrætsefterskoler er det idrætslige fag fællesgymnastik en fast del af skemaet, men det ser ikke ud til, at lige netop fællesgymnastik har samme betydning for valg af efterskole. Faktisk ender fællesgymnastik på en sidsteplads med blot 44% af eleverne, der mener, at efterskolens udbud af fællesgymnastik i nogen grad eller i høj grad har haft betydning for deres valg. Det ser også ud til, at efterskolens fokus på de boglige fag betyder mindre for de fleste.

– De fleste unge vælger en idrætsefterskole, hvor de blandt andet har mulighed for at dygtiggøre sig inden for en specifik idrætsgren og være en del af et interessefælleskab gennem idrætten. Vores undersøgelse viser, at det vægter højere end fx de boglige fag, fortæller Sofie Schulze Morley, videnskabelig medarbejder i FIIBL.

Figuren viser fordeling af elevernes besvarelser på spørgsmålet: I hvilken grad har følgende haft betydning for dit valg af efterskole? (n=4554)

Værdierne
Selvom skolernes fremvisninger, studierejser og værdigrundlag også ligger i bunden, er der stadig ca. hver fjerde elev, som tillægger det stor betydning for deres valg af efterskole. Alle efterskoler har et værdigrundlag, og det er interessant at se i hvilken grad det egentlig har betydning for de unges valg af idrætsefterskole. Udover, at 22% svarer, at det i høj grad har betydning, så svarer 48%, at det i nogen grad har betydning.  

– Vi ved, at værdigrundlaget er noget, der præger idrætsefterskolernes pædagogiske arbejde. Skolerne er blandt andet optaget af det, de gerne vil give eleverne med i rygsækken. Det interessante er, at værdigrundlaget faktisk vægter ret højt for eleverne i deres valg, og de dermed selv er med til at vælge, hvad der kommer i den rygsæk, de tager med fra efterskoleopholdet, udtaler Lise Maria Elkrog-Hansen, ph.d.-studerende i FIIBL.

Flere resultater fra Idrætsefterskoleundersøgelsen 2022 kommer snart!
Dette indlæg var et lille sneak peak på resultaterne fra Idrætsefterundersøgelsen 2022. De samlede resultater fra undersøgelsen udkommer i oktober 2022 på www.fiibl.dk/idrætsefterskoler.

Tilmeld dig FIIBLs nyhedsbrev, så får du besked, når rapporten udkommer!

Kontakt

Sofie Schulze Morley
smorley@health.sdu.dk

Lise Maria Elkrog-Hansen
lmhansen@health.sdu.dk

Fakta om undersøgelsen

Omtrent halvdelen af landets efterskoler har idræt som en større eller mindre del af hverdagen. I foråret 2022 har FIIBL gennemført en undersøgelse på 44 efterskoler, hvor netop idrætten er en central del af den pædagogiske praksis.

Mere end 5000 elever har deltaget i undersøgelsen henover marts-april 2022, hvor de bl.a. har svaret på spørgsmål vedrørende deres efterskoleophold, linjefag, relation til underviserne, trivsel og meget mere. 

Kilde: Flere end nogensinde er startet på efterskole. www.efterskolerne.dk, 22. august 2022.  

Scroll to Top