FIIBL klar med ny status på idrætsfaget
22. maj 2023
Som en del af FIIBL udgiver UC SYD i samarbejde med SDU og UCL i dag rapporten Status på IdrætsFaget 2022 (SPIF-22). Som noget nyt afdækker rapporten blandt andet, hvordan der gives karakterer og lektier for i idræt, samt undervisernes erfaringer med at inkludere elever med særlige behov i idrætsundervisningen.
Status på IdrætsFaget 2022 (SPIF-22) udgives af Forsknings- og Implementeringscenter for Idræt, Bevægelse og Læring (FIIBL) i et tæt samarbejde mellem UCL Erhvervsakademi & Professionshøjskole, Syddansk Universitet og UC SYD.
Centerkoordinator og kommende docent på UC SYD, Julie Dalgaard Guldager, har været projektleder for undersøgelsen.
Et fag i forandring
Fra den første statusrapport i 2004 har idrætsfaget gennemgået store forandringer – blandt andet har brugen af Fælles Mål været stødt stigende gennem årerne. En anden stor ændring, som det har været muligt at følge, er idræt som prøve- og karakterfag.
– Vi kan blandt andet se, at det er meget forskelligt, hvordan underviserne giver karakterer i faget idræt. Nogle af underviserne synes, det er rigtig svært at give karakterer, blandt andet fordi der er uklarhed over, hvad der skal vægtes, og fordi de ofte har rigtig mange elever i hallen samtidig – og kun ser dem den ene gang om ugen, fortæller projektleder på rapporten: Julie Dalgaard Guldager.
Nyt element i SPIF-22
Som noget nyt i SPIF-22 er der tilegnet et særligt afsnit til elever med særlige behov. Regeringen lavede i 2012 en lovændring, hvor der blev sat et mål om, at 96 procent af alle skolebørn i 2015 skulle inkluderes i almen undervisning. Lovændringen har også haft betydning for idrætsundervisningen.
– Vi har blandt andet undersøgt, i hvor høj grad det er muligt at inkludere elever med særlige behov i den almindelige idrætsundervisning. Vi kan se på resultaterne, at langt de fleste undervisere i undersøgelsen har erfaring med at undervise elever med psykiske, sociale eller adfærdsmæssige vanskeligheder.
– Halvdelen af underviserne mener dog ikke, at der er tilstrækkelige ressourcer til rådighed mens en ud af fire mener, at de ikke har de nødvendige kompetencer til at inkludere elever med særlige behov i idrætsundervisningen, fortæller Julie Dalgaard Guldager.
Foto: Colourbox
SPIF-22
Fakta om SPIF
Status på På IdrætsFaget (SPIF) er et projekt, der løbende undersøger og beskriver idrætsfagets status på en lang række indikatorer.
I SPIF-rapporterne får du viden, argumenter og adgang til data – f.eks. til en opgave om idrætsfaget, en ansøgning, en artikel eller hvis du blot interesseret i faget.
SPIF-projektet trækker på data tilbage fra 2004, 2011, 2018 og det seneste datasæt fra 2022, som det eneste af sin slags i Danmark.
Se mere på ucsyd.dk/spif
Kontakt for yderligere information
Julie Dalgaard Guldager
Centerkoordinator i FIIBL og lektor på UC SYD
Tlf.: 7266 5277
Mail: jdgu@ucsyd.dk