RT4T: Resistance Training for Teens
Styrketræning i skolen – et samarbejde med University of Newcastle
FIIBL afprøvede i samarbejde med University of Newcastle i Australien træningsprogrammet Resistance Training for Teens (RT4T) til den danske folkeskole.
Formålet var at undersøge, om RT4T havde potentiale til at øge elevernes kompetencer, motivation og kendskab til en fleksibel træningsform – og dermed styrke deres lyst til bevægelse.
RT4T er et fleksibelt og effektivt styrketræningsprogram, udviklet og testet af University of Newcastle. Programmet har fokus på at forbedre elevernes muskelstyrke og kondition, samt styrke træningskompetencer, motivation, selvbevidsthed, sundhed, glæde samt generelle velbefindende.
Gennem projektet blev eleverne introduceret til en træningsform, der favnede alle uanset niveau. Træningen bestod af kropsvægtsøvelser, brug af elastikker og bokseudstyr over en periode på otte uger, hvor lærerene trænede med eleverne 1-3 gange ugentligt. Konceptet havde desuden stort fokus på teknik, understøttet af en app og et sæt teknikkort, som klasserne havde adgang til.
RT4T blev implementeret med en høj lærerinvolvering for sikre de bedst mulige resultater. Konceptet kan bl.a. gennemføres som en del af idrætsundervisningen.