Bevægende Idræt – for børn med særlige behov i skole og fritid
2023 – 2025
Projektet “Bevægende Idræt” fokuserer på at give børn med særlige behov gode oplevelser med idræt.
Eksisterende forskning viser, at børn med særlige behov er mindre fysisk aktive i både skolen, fritiden og i foreningerne, hvilket påvirker deres mentale sundhed negativt og medfører et mindre socialt netværk. Mangel på fysisk aktivitet kan derfor styrke den udsatte position.
I efteråret 2021 blev co-teaching afprøvet med succes i idrætsundervisningen i et pilotprojekt ved UCN på én skole. Erfaringerne herfra inddrages i projektet.
Hvad er co-teaching?
Se denne video og bliv klogere på, hvad co-teaching er, og hvordan den bruges i idrætsundervisningen med afsæt i konkrete praksiseksempler og illustrationer med inddragelse af idrætsundervisernes og børnenes egne udsagn.
Videoen præsenterer seks undervisningstilgange til co-teaching rettet mod idrætsundervisningen, og hvordan co-teaching både kan styrke samarbejdet mellem idrætsunderviserne, samt udvikle den enkelte idrætsunderviser og idrætsfaget til glæde for alle elevers deltagelse.
Videoen kommer også ind på, hvad det kræver for en skole og idrætsteam at realisere co-teaching bedst muligt.
Videoen henvender sig til alle, der underviser i idræt og arbejder med trivsel i skolen, skoleledere og studerende på lærer-, pædagog- og idrætsuddannelserne. Trænere i fritidsidrætslivet kan også lade sig inspirere af videoen.
Kontakt
Julie Dalgaard Guldager / jdgu@ucsyd.dk
Anette Bentholm / anb@ucn.dk
Projektet udrulles på seks folkeskoler i Danmark. FIIBL centerkoordinator Julie Dalgaard Guldager fra UC SYD er ansvarlig for udførslen på de to skoler, der ligger i UC SYD’s geografiske område.
Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden. og er et samarbejde mellem:
- Professionshøjskolen University College Nordjylland
- Professionshøjskolen University College Syddanmark
- Professionshøjskolen Absalon
- NUBU – Nationalt center for forskning i udsathed blandt børn og unge
- Specialsport.dk