”Jeg savner ALT” – efterskoleelevers oplevelser af COVID-19 hjemsendelsen

18. maj 2020

En ny undersøgelse gennemført af FIIBL i april-maj måned blandt 900 efterskoleelever viser, at de unge under COVID-19 hjemsendelsen især har savnet venner og hverdagen på skolen.   

I dag åbner landets efterskoler efter to måneders nedlukning. Eleverne kan igen vende tilbage til hverdagen på skolen, deres venner og fællesskabet. Men hvordan har eleverne egentlig oplevet hjemsendelsen – og hvordan tror de, det bliver at komme tilbage til efterskolen? Det har FIIBL undersøgt i samarbejde med tre idrætsefterskoler.

De fire største savn
Eleverne er blevet spurgt om i, hvor høj grad de savner forskellige dele af deres efterskoleliv. Her ligger fællesskabet, fritiden, hverdagen, og vennerne i top. Hele 98% af eleverne har svaret, at de i høj grad eller i meget høj grad savner deres venner på efterskolen. På samme måde oplever eleverne et stort savn ved at være væk fra skolefællesskabet (96%), hverdagen (95%) og fritiden (97%). En del af eleverne giver også udtryk for, at de endda savner de normalt lidt sure ting ved efterskolelivet:

”Jeg savner alt ved efterskolen. Selv rengøringen, stilletimer og alle de andre ting, der plejer at være super irriterende”

På den positive side
Hjemsendelsen har samtidig givet stof til eftertanke. Eleverne er blandt andet blevet spurgt ind til, om der er noget positivt ved hjemsendelsen. Og her er der delte meninger. Godt 50% af eleverne mener, at nedlukningen på grund af COVID-19 har medført noget positivt. Her peger de fx på den ekstra tid med familien, at de har været med til at begrænse smittespredning, og at det måske ikke er så slemt med fjernundervisning. Hvad angår det fjernundervisningen har i særdeleshed lærerne haft en vigtig funktion med at holde humøret højt hos eleverne.

» Læs artiklen med kernefund og perspektiver fra undersøgelsen.

Læs artiklen med kernefund og perspektiver fra undersøgelsen.
Om undersøgelsen
  • Godt 900 elever fra Glamsdalens Idrætsefterskole, Efterskolen BGI Akademiet og Vejstrup Efterskole har deltaget i en spørgeskemaundersøgelse henover april og de første dage af maj måned 2020.
  • 37 % af de elever, der har svaret, er drenge
  • 84 % af de elever, der har svaret, går i 10. klasse
  • Syv ud af ti elever har svaret på alle spørgsmål
Kontakt

Thomas Skovgaard
Lektor & Centerleder
tskovgaard@health.sdu.dk

Sofie Morley
Studentermedarbejder & prægraduat studerende
smorley@health.sdu.dk