(Hvorfor) er idrætsefterskoler så fede?

22. august 2019

Torsdag den 8. august 2019 var FIIBL vært ved Idrætsefterskolekonferencen 2019, der blev afholdt på SDU. Formålet med dagen var at sætte fokus på idrætsefterskolernes rolle i udviklingen af unges læring, trivsel og dannelse. 

Konferencen bygger på Forskningsinitiativet for Idrætsefterskoler, som er etableret af BGI akademiet, Glamsdalens Idrætsefterskole, Vejstrup Efterskole og FIIBL. Der er blandt andet blevet gennemført en spørgeskema-undersøgelse med mere end 850 elever på de tre idrætsefterskoler og en række kandidatafhandlinger, som går i detaljen med skolernes praksis og kultur.

Spørgeskemaundersøgelse
Spørgeskemaundersøgelsen – som er gennemført med elever på årgang 2018/2019 på de tre deltagende efterskoler – har haft til formål at undersøge elevernes oplevelse af at gå på idrætsefterskole. Den viser blandt andet, at 59 % af eleverne oplever, at de i høj grad udvikler sig socialt, mens 46 % i høj grad oplever, at idrætsefterskolen udfordrer dem personligt.

Undersøgelsen viser desuden, at eleverne typisk vælger idrætsefterskole på baggrund af skolens udbud af idrætslinjer, idrætsfaciliteter og det idrætslige niveau. Derudover viser undersøgelsen også, at 93 % af eleverne på tværs af de tre idrætsefterskoler, vil anbefale andre unge at tage på efterskole.

Speciale-projekter
Konferencen bød også på en række oplæg fra de specialestuderende, der det sidste halve år har skrevet speciale ind i projektet. Alle specialeprojekter er kvalitative og har overordnet haft et fokus på idrætsefterskolernes organisation og kultur; dannelse og livskompetencer samt fællesskab i idrætspraksis. Desuden havde konferencen besøg af seks specialestuderende fra Forskningsenheden LET’S, som har undersøgt Dual-Carreer på hhv. SINE Sportsefterskole og Vejle Idrætsefterskole.

Forskningsinitiativet for Idrætsefterskoler
Konferencen er en del af projektet Forskningsinitiativet for Idrætsefterskolerder er et samarbejde mellem FIIBL, BGI akademiet, Vejstrup Efterskole og Glamdalens Idrætsefterskole. Er du interesseret i at høre mere om projektet, er du velkommen til at kontakte projektkoordinator, Lise Maria Elkrog-Hansen. 

Foto: Mette Dahlquist
Lise Maria Elkrog-Hansen
Ph.d.-studerende

Institut for Idræt og Biomekanik
Syddansk Universitet

+45 2232 9271
lmhansen@health.sdu.dk
Link til elektronisk visitkort

Spørgeskema og specialeprojekter

Er du interesseret i at læse flere resultater kan de findes her: Resultater fra spørgeskema

Se og læs mere om specialeprojekterne her: Konferenceoplæg Idrætsefterskolekonferencen 2019

Vil du vide mere om idrætsefterskoler?

Sæt kryds i kalenderen den 6. august 2020 til den årlige idrætsefterskolekonference på Syddansk Universitet.

Årets tema er livsduelighed og har blandt andet fokus på, hvordan idrætsefterskolerne gennem idrætten kan fremme såvel færdigheder som kompetencer hos eleverne, der rækker ud over det rent bevægelsesmæssige.

Følg med her!
Og følg med på Facebook